Indlæg på Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook.
Øremærket farsel er godt nyt for hele familien, fordi det styrker mulighederne for at barnet får to primære omsorgspersoner.
Fædrene halter håbløst efter mødrene på orlov. Glem snakken om millimeterdemokrati. Det er slet ikke her vi er. Det ligner mere en historie om Mor i rollen som direktøren der løfter alt ansvar, sure pligter og tunge læs, mens medforælderen går til hånde som løst tilknyttet piccolo. Rigtig meget etableres i den første tid, også mellem de voksne.
På dette forum lægger en del vægt på det biologiske. Det er selvfølgelig maksimalt til stede i at være gravid og føde børn – og jeg er fuld af anerkendelse og beundring for den fysiske og mentale præstation og den allerførste tid.
Herfra mener jeg, at tingene er vældig kulturlige, og at både Mor og Far er lige gode omsorgspersoner. En dyrkelse af en falsk “naturlighed” om moderskabet skaber let en lukket fest, som bliver absolut og ekskluderende for andre – mænd, kvinder, regnbuefamilier m.v. Vi skal forbi den slags for at vi meningsfuldt kan begynde at tale om familiernes frie valg.
Lad os bryde kvindernes omsorgsmonopol (eller fængsel). Og hold da op hvor kvinder kan tale grimt til andre om amning, skæring af orlov, eller fordi man bryder et tabu om at barselslivet ikke er ren lykke, og måske savner fred og udfordringer på jobbet. Det får et skær af konkurrence om hvem der er mest i pagt med “det naturlige” og moder jord. Og så har vi slet ikke taget hul på signalerne til regnbuefamilier eller andre familieformer.
“Lad dog familierne vælge selv!”, lyder måske ved første ørekast rigtigt og sympatisk. Men det blegner når det møder virkeligheden. Kast blot et kort blik på opgørelsen fra Danmark Statistik. Jeg tror simpelthen ikke på at det er udtryk for frit valg. Derimod ser jeg et strukturelt problem, som bunder i både kultur og økonomi, og som familierne ikke kan løse selv.
Heldigvis står arbejdsmarkedets parter (og snart Folketinget) sammen på denne sag. Nogle udlægger det som en spareøvelse og et angreb på familien. Jeg ser det som et kæmpe aktiv. For håndtrykket forpligter, og nye rettigheder kan veksles til nye muligheder og kultur på arbejdspladser over hele landet. Det bliver samtaleemnet ved middagsbordet.
Forestil dig hvad der sker, når tusindvis af frådende fædre vælter ud i gaderne, bevæbnet med baby, bæresele og krav om penge og vilkår, der kan få livet til at hænge sammen. De lader sig ikke spise af med en frugtordning. Det bliver næppe billigt.
Og lad os så huske proportionerne: Fædrenes sølle to øremærkede uger opgraderes til 11. Næppe omvæltende i sig selv, men et vigtigt puf – og Mor kan stadig tage masser af orlov. Puljen med forældreorlov har aldrig været den fødendes ret. Det er bare sådan det er blevet, mens nogle havde travlt med at passe børn, og andre sov eller forsvandt på arbejde. Der understreger igen behovet for at bryde kvinders omsorgsmonopol.
Flere her taler om det usynlige arbejde og efterlyser anerkendelse af det hjemlige. Tja, orlovslivet rummer en masse surt og kedeligt arbejde – men lad os da dele det sure og det søde. Personligt har jeg i hvert fald ikke spor lyst til at reducere mig selv til hverken husalf eller skaffedyr.
Nå ja, fordelingen og total længde af orlov er to adskilte spørgsmål. Til dem der mener at det nye øremærkede skal lægges oveni: Mener I dermed at vi skal afvise de nye muligheder, hvis en forlængelse ikke er mulig?
Kan vi være sikre på at den nye model virker perfekt? Nejda! Det eneste vi for alvor kan være sikre på er, at hvis vi ikke gør noget, fastholder vi hinanden i den nuværende model, som er pilskæv og også politisk bestemt.
Problemer med den nye model må vi løse konkret i takt med at de faktisk opstår. Det har jeg tiltro til at vi kan, hvis vi altså vil – og ikke bare sidder og jamrer eller hylder, at Kvinder er fra Venus og Mænd fra Mars.
Jeg plejer at sige, at orlov er noget man tager, og ikke noget man får. Det kan vi faktisk lave om på nu. Sikke muligheder vi står med!
PS: Flere har efterlyst mandestemmer i debatten. Ovenfor en masse ord. Er der appetit på flere, så synes jeg I skal tjekke “Bogen til Far” af Nick Allentoft, hvor en perlerække af fædre (jeg selv skamløst incl.) deler flere ord og tanker.