Jeg havde forsvoret det for et øjeblik siden, men nu er jeg medskyldig.
Allerede inden jeg fik min førstefødte datter for mere end sytten år siden hang far-bøger mig langt ud ad halsen. Jeg kunne ikke genkende mig selv i deres umodne ubehjælpsomhed og hørme-humor, så jeg vendte genren ryggen, og fandt ro i praksis og et halvt års forældreorlov, som heller ikke dengang var så udbredt for mænd.
En overraskelse med posten
I 2020 så en ny datter verdens lys, og en dag på arbejde lå en boblekuvert med et lykønskningskort og et eksemplar af “Bogen til Far”. Afsender var bogens forfatter og redaktør (og journalist og foredragsholder) Nick Allentoft.
Nicks bog var anderledes. Jeg kunne lide den, fordi den var befriende voksen, og satte positive ord på mine tanker tilbage fra 2003, hvor jeg selv blev far første gang. Om nærvær, ligestilling og ansvar.
Karrierelivets nye vinterbadning
Her nogle måneder senere er 2. udgave på trapperne, og søreme om ikke jeg selv har fået æren af at levere et kapitel.
Det handler om “Familien Aps“, og her fortæller jeg, at forældreorlov er overromantiseret og undervurderet, og hvorfor jeg håber flere fædre springer på. #Farsel er karrierelivets nye vinterbadning.
Hertil tal på at mændene halter håbløst bag kvinderne, ord om de overvældende reaktioner på Linkedin, samt tip & tricks til orlovsboblen, og tanker om hverdagen og fremtiden.
Spoiler: Forældreorlov det er en beskyttet tilværelse, og kun et lille blop i livets tidsregistrering – men den bedste investering du kan foretage.
Godt selskab
Jeg er kommet i godt selskab (her i Nicks udlægning på bogens cover):
- Center for Børneliv
- Far til fire og topleder Thomas Torp.
- Far til to og pædagog Kim Them Simonsen.
- Far på orlov og karrieremand Janus Sandsgaard.
- Far med moderne værdier, Jesper Dalgaard Pøhler.
- Far og fædregruppe-stifter Daniel Nygaard Jensen.
- Far og ekspert i daginstitutioner Andreas Rasch Christensen.
- Medmor med stærke værdier fra far, Christina Gerion.
- Tine Jerris, Home-Start.
Jeg havde forsvoret at medvirke i en far-bog, men nu fanger bordet med ISBN-nummer og det hele.
Læs mere på bogen eget website, og snyd ikke dig selv for Nicks veloplagte “Tillidssnoren” som siger det meste.
Bogen gik i tryk i midten af maj 2021, udkommer på Fars dag, og du kan bl.a. købe et eksemplar hos Gucca og Saxo.