Kategorier
Forældretech

Digital Post til alle forældre

Godt nyt for alle på #forældretech-fronten.

Folketingets partier er blevet enige om, at pålægge myndighederne at sende post Digital Post til begge forældre.

I dag er det typisk moderen der modtager posten, og det går selvfølgelig ikke i 2021, hvor fædre i stigende omfang indtager en rolle i børn liv. Det er godt nyt for fædre med plads i direktionssofaen og større ambitioner end at gå til hånde, og godt nyt for mødre, som ikke skal stå alene med digitale rudekuverter.

Begge parter skal selvfølgelig have den nødvendige ledelsesinformation for at drive og udvikle Familielivet Aps på bedste vis. Og det indebærer også det administrative med vaccinationer og tandlæge og den slags.

Med til historien hører, at jeg faktisk synes, at den offentlige sektors digitale kommunikation (trods sære knaster) er bedre end sit ry, og at tonen ind i mellem bliver skinger. Jeg har fx modtaget glimrende information om vaccine til min 1 årige i egen Digital Post. Den udvikling skal fortsætte og styrkes, så hep & hurra for Lovforslag L57 og et enigt folketing – som altså nu skærper forpligtelsen, og gør det obligatoriske mere gensidigt.

PS: Mens vi er ved det, så glæder jeg mig til at sundhedskortet (det gule plastikkort, du altid glemmer når du er til lægen med barnet) snart får en digital tvilling, der kan bo på begge forældres telefoner. Det er godt nyt for kaotiske og utjekkede forældre. For med digitalisering er en kopi er lige så god som originalen, og jeg spår at det bliver en vaskeægte killerapp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *