Indlægger her delt på Linkedin, hvor også du kan kommentere.Snakken om børn og skærme er gået i hat.
Vi måtte flå ungerne skrigende derfra. “Kom nu! Vi har slik og chips, og I må spille toiletspil med Børste på skærmen” virkede ikke.
Efter bare en halv time på stranden var børnene helt væk i at kaste sten, samle strandskaller og ihærdige forsøg på våde fødder. Er naturen mon narkotika for børn?, spurgte jeg mig selv med tanke på den aktuelle debat om børn og skærme.
Jeg får jævnligt katastrofetanker om børn i fysisk trafik, men frygter ikke på samme måde datatrafikken. Der er ved den søde grød meget bras på det store internet (lige som på tv og i trykte magasiner), og jovist skal vi sætte grænser (vi er i fuld sving i EU). Men det er mindst lige så vigtigt at hanke op og sætte grænser for os selv:
1) “Skærmen” er et vidt begreb. Min egen skærm lægger krop til Paradise Hotel, Weekendavisen, hilsner til min mor, indsigtsfulde Linkedinopslag mmv. Det er simpelthen for dovent at sammenfatte hele møllen som “skærm”. Det er også socialt liv.
2) Det er for let at give “skærmen” skylden for alle dårligdomme. Det får et skær af bekvem undskyldning for forældre der ikke orker opdrage deres børn – måske fordi vi er mere optaget af at følge Patrick i Paradise end at sættes os ind i børnenes færdes i den anderledes komplekse digitale verden de færdes i på godt og ondt?
3) Jeg savner det personlige ansvar, og at vi investerer i den nye generation frem for at symptombehandle. Forældre har til alle tider skulle opdrage deres børn og lære dem at begå sig i den uperfekte verden de vokser op i Det er ind i mellem forbandet frustrerende og utaknemmeligt, men også den barske realitet.
Folketinget skal torsdag diskutere et borgerforslag om “Stop tech-industriens kommercielle udnyttelse af danske børn & unge!”, og statsminister Mette Frederiksen sagde tirsdag at “samfundet bliver nødt til at påtage sig et langt større ansvar”.
Hvis Folketinget for alvor vil gøre en forskel bør man indføre teknologiforståelse i grundskolen, som sikrer, at alle børn lærer at kode, afkode, skabe og ikke mindst forholde sig kritisk til den digitale virkelighed. Vi har talt om det i årevis, men det er blevet ved snakken, og spredte forsøg og græsrodsinitiativer. Det er et svigt.
Forældregenerationen er muligvis fortabt. Fremtiden tilhører dem der sømløst bevæger sig mellem mellem 12″ skærm og 180 graders kyststrækning.
Her har vi for alvor et ansvar. Gør vi det ordentligt trækker det horisonter langt længere end den dag ved stranden, og så behøver vi ikke frygte en TikTok-video af en jonglerende koala (eller hvad der nu er på mode lige nu og glemt om 30 sekunder). Lad os give alle børn og unge et fundament til at navigere, og lad os samtidig huske det personlige ansvar som forældre.
PS: Børnene tilgav os. Måske fordi “Hunden Ib” og “Mægtige Maskiner” fik fuld pedal på skærmen hjem fra Kramnitze (tak DR for pivgodt indhold!). Det gav ro på bagsædet og kontaktbare børn. Velsignet været frisk luft og digital teknologi.