Kategorier
Farbar mener

Barselsdebat i hat

Misrøgt og fejlernæring, fordi uduelige Far ikke kan amme. Friheden er død, Fars karriere knust og Mors eksistensberettigelse spist af fæl stat der i ledtog med arbejdsmarkedets parter og lede karrierefeminister frarøver kvinden hvad retmæssigt og naturligt er hendes og helligt. Alt sammen forankret i noget med EU og 2+9.

Den barselsdebat er da gået helt i hat inden den kom i gang. Det er i hvert fald min oplevelse efter have været gæst i P1 Debat og læst diverse debatindlæg og diskussioner på de sociale medier.

Jeg ville gerne have talt om mulighederne. Fx at forældreskab er for livet, at barsel blot er et lille blop i livets store tidsregistrering, men en vigtig start for Familien Aps. Og om “Bogen til far” af Nick Allentoft, hvor en perlerække fædre (mig selv skamløst incl.) udfolder en masse andet der peger fremad. Det må blive anden gang.

For mig handler det aktuelle forslag i høj grad om omsorg, og om at styrke mulighederne for at barnet får to primære omsorgspersoner fra et tidligt tidspunkt i livet. Det er derfor jeg taler om at bryde kvindernes omsorgsmonopol (som sikkert også kan være et fængsel). Det er en positiv dagsorden.

Selv vil jeg også have en solid portion orlov med mit barn, og i den forbindelse sparker jeg naturligvis kæresten ud på arbejdsmarkedet, så hun kan tjene nogle penge, så jeg får albuerum til at køre butikken, baby og kødgryderne. Det er hun i øvrigt svært tilfreds med. Det gavner os alle.

Hvis du orker, kan du høre programmet “Skal staten med til babyrytmik?” på DR Lyd.

Bogen jeg talte om er “Bogen til Far” af Nick Allentoft, hvor jeg har skrevet kapitlet om “Familien Aps”, som tidligere omtalt her på bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.