Kategorier
Guide

Slå blikket op! Vi lander på Mars

Perfekt afbræk under #lockdownfarsel

“We used to look up at the sky and wonder at our place in the stars. Now we just look down, and worry about our place in the dirt”.

Joseph Cooper

Citatet stammer fra mageløse Interstellar om en verden på randen af økologisk sammenbrud – men det kunne lige så godt beskrive verden på forældreorlov i en coronatid.

Livet i resten af universet

Det er selvfølgelig smukt at give sig hen til det helt nære liv vi selv skaber indenfor hjemmets fire vægge.

Men vi må ikke alene fortabe os i maden på gulvet og de hjemlige babyskridt. Nej! Slå blikket op, og se mod stjernerne og livet andre steder i universet lige som NASA.

Torsdag den 18. februar 2021 ved 22-tiden lander et nyt fartøj på Mars, og det er en vaskeægte foræring til #lockdownfarsel i en coronatid.

Formålet er at lede efter (spor af uddødt) liv, og bane vejen for en ekspedition med mennesker. En del undersøgelser kan foregå på stedet, men som noget nyt skal denne mission indsamle prøver, som senere skal flyves hjem til Jorden til nærmere undersøgelse.

Dansk grej i galakseklasse

Rumskibet er ladet med det nyeste grej til at undersøge planeten, og flere af de centrale komponenter bruger teknologi fra danske virksomheder og forskningsinstitutioner.

Som i enhver James Bond-film byder missionen selvfølgelig på en opgraderet bil. Batmobilen Perseverance er udstyret med avanceret kameraudstyr, som danske udviklere fra DTU og Københavns Universitet har flere fingre med i.

Ingenuity Mars Helicopter Deployment Test. Foto: NASA/JPL-Caltech.

DPA Microphones fra Allerød leverer lydudstyr til missionen. Det skal fange både lyden af indflyvningen, landingen og det samlede lydbillede på Mars, når støvet lægger sig efter en forhåbentlig vellykket landing. DPA Microphones har arbejdet sammen med NASA siden Apollo 13 [og jeg må undersøge om lyden fra den mikrofon er med på spillefilmen af samme navn].

En nyskabelse er nano-helikopteren Ingenuity, som ikke mindst skal levere flotte billeder af det hele.

Endelig er der et apparat, som skal producere ilt (hey Total Recall! 😉), og også her er der bidrag fra Københavns Universitet og DTU.

For at gøre det hele ekstra festligt har NASAs PR-afdeling sørget for fængende navne: Sig goddag til SHERLOC, PIXL, SuperCam og RIMFAX. Deres funktion er langt hen ad vejen som de lyder, og især det sidste navn gad jeg godt at have fundet på.

Afbræk fra babymad og coronafrisure

Mars-landingen bliver et skønt afbræk fra babymad, vasketøj og ture med barnevognen. Selvom det umiddelbart topper ved 22-tiden, kan du tillade at blive hængende oppe, for du skal ikke møde velklædt og klatøjet på arbejde i morgen, men skal bare zumpe rundt med baby.

Men det er langt fra kun er fædre på forældreorlov der har glæde af Mars-landingen. Jeg tror rigtig mange mennesker kunne have glæde af at slå blikket op til et lidt støre billeder end af sig selv i spejlet med coronafrisure.

Kina og Emiraterne er forresten også lige om hjørnet. Der er ved at være trængsel deroppe, og det bliver et brandspændende Mars-år, som altså foreløbig kulminerer torsdag den 18. februar 2021.

Åh det bliver godt! Vi har brug for det her. Se med og kryds fingre for blød landing.

Vær med live

Selve landingen foregår omkring 21:55.

Lær mere her

PS: Har du ikke set Interstellar endnu, er det bare med at komme i gang. Det er et stærkt portræt af far/barn-relation, work/life-ubalancer og ikke mindst en effektiv fremstilling af følelsen af forfejlede møder der trækker unødigt ud.

Missionens officielle Twitter-strøm.

Opdateret 18. februar 2021 med nyeste links til livestreams m.v.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *