Kategorier
anmeldelse

Bedste babyalarm i 2021? Anmeldele af CAPiDi

CAPiDI er kompakt og fokuseret. Den skåner dig for overflødige dikkedarer, og byder dig i stedet for enkel betjening, god rækkevidde og solid batterilevetid. En old school babyalarm på 2021-måden.

Design

Det et tydeligt at designerne bag svenske CAPiDI har tænkt over tingene, og har haft et klart mål, som de har haft modet til at forfølge.

CAPiDI er den mindst grimme babyalarm jeg længe har set. Prøv bare en billedsøgning, og oplev da mange rædsler der dukker op 🙂

CAPiDI er kompakt og diskret, og leveres som standard i sort eller hvid. I stil med telefoner i 00’erne kan man udskifte fronten til flamingo eller andet, hvis man absolut vil.

Funktioner

CAPiDi tager os tilbage til rødderne af babyalarmer. Det handler om at kunne høre baby på afstand, så man kan gribe ind hvis der opstår behov.

Det betyder at alt overflødigt lir er skåret fra. Her finder du hverken display med animationer, videoovervågning, projektor med nattehimmel, talkback, nuttet design eller puslmåler.

I stedet får du en kompakt babyalarm der kan klipses fast på alt fra barnevognskalechen til jakkesættet, eller placeres stående på bordet eller foran PC’en.

Enheden er udstyret med visuel indikator (en stribe LED’ere) og vibrator, så den også kan fange din opmærksomhed, hvis du ikke kan høre den. Det er fikst og virker efter hensigten.

Rumlefunktion og LED-strib er nyttig man befinder sig i støjende omgivelser.

De to enheder er parret fra fabrikken, og man skal altså ikke rode med kanalvalg eller frygte at andre hapser ens frekvenser og privatliv, som stadig var en plage sidst jeg havde baby med tilhørende alarm i 00’erne.

Betjening

Betjeningen er enkel og overskuelig.

Senderen (baby-enheden) er udstyret med tre knapper: En til tænd/sluk, og to til at skrue op og ned for følsomheden af mikrofonen – altså hvor meget lyd der skal til for at alarmen sender signalet videre til modtagerenheden og vækker den. Følsomheden viser med en stribe LED’ere.

På modtageren er der igen en tænd/sluk-knap, og tilsvarende to knapper til at regulere lydstyrken højttaleren. Den sidste knap aktivere en vibrator, som du kender fra din telefon. Det er praktisk hvis du fx hører musik eller spiller Wasteland mens baby sover. Spiller du ikke Wasteland, er det bare med at komme i gang.

Batteriliv

Batteritiden er rigtig god. CAPiDI siger selv at der er strøm til over 100 timer. Jeg har ikke målt videnskabeligt efter, men det lyder ikke helt skævt.

De fleste kender sikkert angsten for at mangle strøm på deres elektroniske apparater, men i de mere end ni måneder jeg har brugt produktet, har jeg blot et par enkelte gange oplevet at den advarede om at nu ville den gerne snart have mere strøm. Faktisk har jeg flere gange haft opladeren med på weekendtur uden nogensinde at finde den frem.

Den medfølgende oplader klarer begge enheder på een gang, og tjener samtid som lillebitte natlampe. Skulle den blive væk kan CAPiDI oplades med helt almindelig mikro-USB-stik.

Opladning foregår med USB-stik. Point til CAPiDI for at vælge en standardløsning og ikke opfinde deres egen sære stik. Bliver opladeren væk, eller løber du tør langt ude på landet, er der stor sandsynlighed for at du kan finde brugbar USB-strøm i skuffen, hos Svingermor eller på den nærmeste tankstation.

Rækkevidde

Rækkevidden er tilstrækkelig. CAPiDI selv oplyser at rækkevidden til at være 800 meter i “åbent område”, men det er vist en teoretisk måling på en åben mark hvor baby sjældent sover.

Det som tæller hos mig er jeg i praksis kan placere baby og mig selv hvor som helst jeg har lyst i huset og på grunden omkring. Når jeg selv sidder i kælderen og baby sover i carporten er der en del meter, jord og mursten mellem os, og også her går signaler igennem.

Kommer de to enheder for langt væk fra hinanden får man prompte en advarselslyd, som ikke er til at misforstå eller overhøre. Det er sket ind i mellem, men i praksis har det ikke været et problem, og jeg stoler på alarmen. Samme alarm advarer også hvis du har glemt at tænde baby-delen af alarmen.

Opsøgende support på Instagram

Den største frustration jeg har oplevet i de ti måneder med CAPiDI har været enkelte gange, hvor fanden pludselig tog ved modtagerenheden, som gav nogle voldsomme skrattende lyde fra sig, som bestemt ikke kom fra en baby. Jeg har ikke været i stand til at reproducere fejlen eller koble den til et forbigående køretøj, ny placering ift. wifi eller andet variabelt.

Jeg delte oplevelsen på Instagram (den slags har man tid til når man er på forældreorlov), og CAPiDIs support var hurtigt på pletten med en guide til at genparre enhederne, forsikring om at det er en sjælden fejl, og ikke mindst et løfte om at ombytte produktet hvis problemet forsatte. God stil og værd at have med i overvejelserne – og hermed formidlet videre for fuldkommenhedens skyld. CAPiIDi giver i øvrigt fem års garanti (ikke at forveksle med forhandlerens 24 måneders reklamationsret).

Ønsker til forbedringer

Spam: Største irritationsmoment handler ikke om CAPiDI specifikt, men om babyalarmer generelt: De er grundlæggende dumme walkie-talkier, som ukritisk gengiver alle lyde.

Man kan indstille følsomheden, altså hvor høj en lyd der skal til for at sende et signal fra sender til modtager, men alle lyder over dette niveau kommer igennem til modtageren – herunder skraldevogne, fyrværkeri, fuglefløjt eller naboens hunde, som ikke nødvendigvis har noget med baby at gøre (som jo er vant til at sove fra det meste).

Muligheden for at indstille følsomheden af mikrofonen er bestemt en forbedring som jeg ikke ville undvære, men det fungerer langt fra perfekt. Der kommer stadig rigtig meget spam.

Lydstyrke: Jeg synes selv at højttalere i modtagerenheden kan skrues tilstrækkeligt op, og at vibratoren og LED-lysene på modtageren yder ekstra til at tiltrækker opmærksomhed. Andre kunne måske savne at højttaleren kunne skrues endnu mere op, og det burde kunne lade sig gøre.

USB-C, tak! Der er som sagt point for at udviklerne har valgt at opladning foregår med USB-stik. Dog har man valgt mikro-USB-varianten, som jeg mener har udtjent sin tid, og som alle dage har været et irriterende fimset stik. Jeg ville ønske at man i stedet havde valgt at udstyre apparaterne med USB-C-stik, som er den nye standarder der gør verden bedre, bla. fordi stikket ikke kan vendes forkert. Jeg kan godt se argumentet for hvad der p.t. er mest udbredt, men den holder snart ikke længere.

En af fordelene ved USB-C er at man ikke kan vende stikker forkert. En teknisk standard der giver livskvalitet.

Visuel mute af lysshow: Slutteligt ville det være fikst, hvis man kunne slukke for den visuelle indikator på baby-enheden, som jeg har haft baby her mistænkt for at lege: Babys stemme udløser en stribe festligt blinkende LED’ere på ikke bare modtagerenheden, men også den som baby lige ved siden af. Det kan måske være fristende at fortsætte legen, og dermed tilkalde roomservice fra forældrene som egentlig forstyrrer mere end de gavner.

Den perfekte babyalarm?

Den perfekte babyalarm findes ikke. Det er selvfølgelig billig clickbait.

Vil du have videoovervågning, projektor med nattehimmel (ja sgu, det findes!), baby-animation, talkback eller nuttet design, er CAPiDI ikke noget for dig.

Leder du derimod efter en simpel babyalarm som gør hvad den får besked på, og som ikke får øjnene til at bløde eller tømmer pengepungen, finder du næppe noget bedre for tiden.

Fremtiden

Den teknologiske udvikling er nådesløs, markedet lukrativt fordi det er proppet med betalingsivrige forældre, og 2021 er kun lige begyndt.

En danske startup virksomhed har sat sig for at udvikle en klogere babyalarm, og deres mission er præcis mit kæphest når det kommer til babyalarmer som dumme formidlere af af såvel støj som signal. Den kommende babyalarmen skal kunne kende forskel på babygråd og fuglefløjt, og kun forstyrre forældrene med det relevante, hvilket i øvrigt skal ske via forældrenes telefoner.

Produktet hedder ADA, og blev omtalt her på Farbar i forbindelse med virksomhedens crowdfundingkampagne i november 2020. Jeg har selv betalt for et eksemplar, som skulle lande i december 2021, og så skal selvfølgelig sparkes dæk. Indtil da overlader jeg det til CAPiDI at passe på yngstearvingen her.

CAPiDI fik også lov at passe på baby da 2020 blev til 2021.

CAPiDI testet ved brug fra marts 2020 til januar 2021. Tekniske specifikationer og andet på producentens website.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *