Kategorier
anmeldelse

Videnskaben bag spædbørn og en hel masse nut

babies på netflix

Babyer med EEG-hætter, babyer der svømmer i luften i en simulator af lysende prikker, talesyntese på vrøvlesprog, og millioner af datapunkter på søvn, gråd og bæ. Netflix’ nye dokumentarserie fik strakt min opmærksomhed. Det har den sådan set stadig, men jeg kunne godt bruge flere videnskabelige rugkerner og lidt mere tempo.

Femten babier og seksogtredive videnskabsfolk

I “Babies” (“Det første år”) følger vi en stribe nyfødte rundt omkring i verden, og i hælene på dem en skare af videnskabsfolk der prøver at blive kloge på, hvad pokkers der foregår. Det handler om den vilde udvikling som de små væseners gennemlever det første år fra foster til et menneske der kan tale og bevæges sig.

Serien falder i seks episoder med temaer om tilknytning, næring, bevægelse, sprog og ikke mindst søvn. Her nogle af de påstande eller hypoteser, som jeg bed mærke i:

  • Baby kan vokse op til 1,65 cm på et døgn! Glem de bløde vækstkurver fra bøgerne. I den virkelige verden sker vækst sker i spring. Der kan gå op til 28 dage uden at barnet vokser så meget som en hår – og så pludselig kan det så vokse 50 mm eller helt op til 1,65 cm på et døgn! Det fortæller professor Michelle Lampl.
  • Babyspjæt er systemtest: Når baby spjætter i søvne er det i virkeligheden en slags systemtjek, hvor hjernen hos den nyfødte registrerer den tilgængelige hardware (ben, arme, fingre og tæer). Det er er i hvert fald en teori, som Mark Blumberg fra University of IOWA arbejder med i sine forsøg som også omfatter hvalpe og rotteunger.
  • Modermælk tilpasses barnets køn. Mere protein til drengbørn og mere kalcium til pigebørn. Og så spiller jern, zink og og jod en stor rolle og det er et problem den dag i dag for op mod 2 mia. mennesker. Hvis vi kan fikse problemet “kan vi løfte den globale IQ 10 procent!”, lyder det fra Professor Michael K. Georgieff, MD, University of Minnesota.
  • Jeg skal have mig en kat! For hund og kat (og muligvis også kakerlakker) beskytter barnet mod astma. Det handler om at blive dus med mikroberne, og det sker ikke hvis forældrene har rensgøringvanvid. Jeg har tidligere tænkt at det var delvis plausibelt; delvis bekvem ammestuehistorie – men her går forskerne til makronerne med analyser af babyafføring og indholdet af støvsugerposerne fra mange hjem.

Serien tegner også små portrætter af forskerne og deres metoder, og ikke mindst deres babylaboratorier med bløde puder, farvestrålende legetøj – og specialudviklede apparater som fx en kravle-rampe (den skal ses), et baby-skatebord til de helt nyfødte og en slags virtuelt bevægelsesrum som ophæver tyngdekraften for at teste om evnen til at kravle er tillært eller indbygget fra fødselen.

Vi møder bl.a. Edward Tronick, der tilbage i 1970’erne udviklede “The stille face experiment” om betydningen af feedback mellem mor og barn. Selvom spædbørn måske ved første øjekast mest af alt minder om et meget sovende marsvin, er de sociale væsener der af natur opsøger social kontakt, fortæller Tronick – som faktisk ser ud til stadig bliver lidt rørt over sine forsøgspersoners (for ham grundigt forudsigelige) reaktioner.

Flere videnskabelige rugkerner, tak!

Det er bestemt interessant, men nok især for folk med en nyfødt på armen. Ellers bliver det let for nørdet. Og her tænker jeg ikke på den videnskabelige del, men på de ind i noget lange fremstillinger af spædbarnefamilielivet hos andre.

Når jeg (som videnskabsinteresseret, nybagt far – og dermed vel lige ned i målgruppen) ikke er mere begejstret over serien, men faktisk bliver lidt skuffet, er det fordi jeg gerne have set endnu af den videnskab, serien netop slår sig op på. Jeg synes ikke det er helt så “amazing” som nogle af de optrædende giver udtryk for.

Vi møder Ruth Feldman, som fortæller at tæt tilknytning mellem spædbarn og forældre ikke er en lukket fest for mødre, men er en funktion af oxytocin som kommer af omsorgsfunktioner uanset køn. Det har Svend Aage Madsen talt om i årevis, men fra et udgangspunkt som psykolog, Ph.D og chefpsykolog på Rigshospitalet. Her får vi naturvidenskabeligt syn for sagen med spytprøver. Opdagelsen var “Amazing!”, en “stor overraskelse”, faktisk “chokerende”, fortæller Feldman, og med alvorlig stemme slår hun fast, at “faderskabet er biologisk. Det er lige så dybt som moderskabet”.

Og så savner jeg noget om data! Vi møder professor i neural science Andre Fenton og hans kollega Pascal Wallisch, som arbejder på et projekt om søvnrytmer hos spædbørn. De trækker på store datasæt fra en baby-apps (Baby Connect, samme som omtalt her på siden), hvor forældre over hele verden registrerer søvn, bleskift m.v. Det er en ny og spændende tilgang til forskningsdata, at man bevæger sig væk fra data i høj kvalitet (kontrollere laboratoriemiljø), til store datasæt med større usikkerheder (for hvor grundig er Mor og Far nu med at registrere babys faktiske søvn?).

Hvad kan de to forskere så dele med verden? Vi får nogle prikker på en skærm, og får at vide, at spædbørn sover og spiser uregelmæssigt i den allerførste tid af deres liv, men gradvist finder en rytme. Det tror jeg enhver sundhedsplejerske eller småbørnsforældre kan snakke med om uden en data scientist eller lommeregner.

Her savner jeg at programmet kommer spadestikket dybere: Hvad nyt håber forskerne at finde med de nye data? Hvad er de videre perspektiver i den slags citizen-science (som vi kender fra disse breddegrader med “Lyden af Danmark“). Jåw, det er et nyt forskningsfelt og de er i et tidligt stadig og skal selvfølgelig tage alensks forbehold – men jeg er overbevist om at forskerne har mere på hjerte, hvis bare journalisten havde givet dem lov.

Vi ser også et barn blive kørt gennem en maskine der minder om en escape pod fra Aliens, og som tilsyneladende måler fedtprocent m.v. Jeg gad godt at de havde brugt bare et enkelt minut på at fortælle, hvordan den virker. I stedet får vi dækbilleder af vinkende forældre og barnets lidt afventende reaktion.

Om det bevidst er dummet ned for at alle kan være med, eller om det også handler om at nogle af forsøgene og konklusionene måske ikke holder vand, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Her savner jeg en diskussion af forskernes metoder og den kritik de møder. Der er kun en smule. Hvor er fx diskussionen af metoden i at måle et barn hukommelse? Hvor finder jeg de fyldige shownotes med links?

På den måde bliver “Babies” lige lovlig meget nut og anekdotisk fyld på bekostning af videnskaben, og med det blandingsforhold bliver de cirka 50 minutter pr. afsnit til den lange side – og kunne fint trimmes med en tredjedel uden at miste noget. Måske producenten har tænkt, at målgruppen er søvnbestjålne zombier som skal kunne følge med mens man triller med barnevogn eller bøvser baby.

Dommen: Smånørdet underholdning til zomebiefolket

Netflix leverer ikke helt hvad jeg havde håbet på. Jeg sidder i hvert fald lidt småsulten tilbage, og gad godt at de havde turdet lade forskerne nørde en tand mere ud.

Serien slår sig op på på videnskaben, men er siden (meget passende) blevet kategoriseret som “feel-good” af Netflix selv.

Det sagt kan jeg ikke helt slippe serien, og kommer nok til at se den færdig. Det skal du måske også – hvis du altså er nybagt spædbarnsforældre. Ellers bliver det simpelthen alt for nut-nørdet og langtrukket. Der er masser af genkendelse, og serien minder os om den vilde og fascinerende udvikling en baby går igennem over det første års tid.

Selv tænker jeg at nappe et afsnit i ny og næ mellem bleskift, nyheder om corona, og mens jeg venter på et nyt afsnit af den overraskende gode “Better Call Saul” (skal Saul og Kim aldrig have et barn?). Der er ret meget tomgangs- og standbytid i den allerførste tid med et spædbarn – har vi altså nu også videnskabens ord for.

Hvis Netflix laver en sæson 2 synes jeg de skulle sætte EEG-hætter på nogle forældre – før, under og efter forældreorlov. Jeg melder mig hermed frivilligt.

“Babies”, Netflix, seks episoder af cirka halvtreds minutter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *