Kategorier
anmeldelse

Babyvægt (gør-det-selv under coronakrisen)

Du skal ikke regne med at få besøg af sundhedsplejersken i disse Corona-tider. Det går nok. For meget kan klare virtuelt – telefonsupport, samt baby-manualer og -apps. Men enkelte ting er meget fysiske, som fx at måle og veje barnet. Frygt ej. Farbar har fundet en babyvægt til dig, så du slipper for at bruge tid på det.

Beurer BY 80

Jeg har anskaffet mig en Beurer BY 80 til omkring 500 kr. Du kan selvfølgelig sagtens få mere professionelle og lækre vægte, men prisen bliver meget let det flerdobbelte. Jeg er simpelthen ikke nok babyvægtentusiast til at gå den vej.

Beurers vægt her er designet så barnet kan ligge på den i fuld længde nærmest som på et lille fad. Det virker helt efter hensigten. Vægen kan mærke når barnet ligger stille før den foretager målingen, som så bliver hængende i displayet. Fikst.

Materialet er plastik vejen vejen igennem, og displayet er glimrende. Du kan veje ed i intervaller af 5 gram, og op til samlet 20 kg. som burde være rigeligt. Desuden er den udstyret med tare-funktion (nulstilling), som du kender fra din bagevægt. På den måde kan du veje baby på et håndklæde uden at veje håndklædet med.

Plus: Den gør hvad den skal. Selvforklarende at betjene. Prisen er overkommelig. Materiale som man kan forvente.

Minus: Jeg kunne godt undvære udsmykningen – men jeg gad godt have overvært mødet i Beurer hovedkvarter, da man efter talrige workshops lagde sig fast på motivet “Gul fugl i loop over blomster”.

Der findes også en udgave med målebånd og Bluetooth (Beurer BY 90), som sender data til Baurer eget Baby Care på din telefon (iOS og Android). Smart hvis det er det du vil (du slipper for at fotografere eller skrive måledata ned), men jeg opbevarer generel baby-data på anden vis.

Hvor gør du af data for babys vægt?

Der findes et hav af apps til babyer. Jeg bruger selv schweizerkniven “Baby Connect” der kan registrere alt muligt om barnet, herunder vægt – og som ud over at huske de rå tal også plotter et diagram sammen med WHOs vækstkurver.

Du kan selvfølgelig også bruge et godt gammeldags regneark, og hvis du til den slags kan du skyde genvej eller tage afsæt i en Excel-skabelon fra Microsoft. Finder jeg tilsvarende til fx Google Sheets og LibreOffice opdaterer jeg siden med dem her.

NB! Funfact: I Netflix’ dokumentar “Babies” fortæller Dr. Michelle Lampl, Ph.D., M.D, at babyer ikke følger de fine, bløde kurver, som vi kender fra apps og bøger. Nej, babyer vokser i spring. I hvert fald i længden. Der kan angiveligt gå op til 28 dage hvor der intet sker, og så kan baby vokse 0,5 til 1,6 cm på et døgn!

Nå ja. Rygtet vil, at der også er folk der simpelthen noterer babys vægt på et stykke papir.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *